Soldater, der sidder i rundkreds og taler om deres følelser, er ikke det de fleste forestiller sig. Ikke destro mindre er samtale om følelser vigtige for at kunne bearbejde de traumatiserende oplevelser man kan opleve som soldat. Bearbejdningen betyder på kort sigt at enheden fortsat er i stand til at løse sine opgaver. På langt sigt at den enkeltes risiko for at udvikle PTSD mindskes. Den systematiske tilgang til at tale om følelser kaldes defusing.

 

Brandfolk med John Wayne Symdrom

Militæret, redningsmandskabet samt politiet har traditionelt været mandsdominerede brancher. Her har hersket et ideal om sådanne barske og hårdføre typer ikke lader sig gå på af deres oplevelser. Jeg kan selv huske at tanken om at opsøge en psykolog i starten af min militære karriere virkede skræmmende. Barske folk som John Wayne taler ikke om følelser. De tager sig sammen og kommer videre.
Men i 1990´erne havde bl.a. brandvæsnet i New York fået øjnene op for at brandfolkene tumlede med deres problemer selv. De arbejdede derfor med at indføre metoder til at tale om følelserne.
Forskning ledte frem til systemet “Critical Incident Stress Management“. Formålet med systemet var at deltagerne skulle kunne vende tilbage til deres normale arbejde hurtigere end før.

 

Defusing i Irak og Afghanistan

Formålet med defusing er det samme som under CISM; midlet er at få soldaterne til at tale om deres følelser. Jo mere man taler om sine følelser, des lettere har man ved at coope med sine oplevelser efterfølgende. Vi skal ikke lære noget af vores defusing. Der er intet andet output end at tale, få ventiliret sine tanker og normaliseret sine reaktioner.

Jeg gennemførte defusing, når jeg følte, at vi havde et behov eller når en af soldaterne bad om det. Behovet opstod typisk i forbindelse med traumatiserende oplevelser, så som:

• sårede eller dræbte
• hårde ildkampe
• når børn var kommet til skade
• når medierne skrev negativt om os

Jeg har ingen bedre rettesnor at give videre end at jeg bruge min mavefornemmelse. Der foregår altid en løbende bearbejdning blandt soldaterne. Vi bor sammen. Vi taler sammen under vedligeholdelsen af våben og udrustning. Hvis jeg havde en ide om at vi skulle iværksætte en defusing, kunne jeg få en ide om det var nødvendigt, blot ved at vedligeholde mit våben sammen med soldaterne og deltage i samtalen.

 

Få hurtigt etableret en fælles forståelse

Hver gang vi kom ind fra patrulje samlede jeg alle de soldater, som havde været med ude til gennemførelse af After Action Review. Det galt både de soldater, der normalt hørte til delingen og alle de andre, som måtte have været med ude. Der var som regel kun tid til at aflægge udrustning. Det var vigtigt for mig, at vi fik sammenfattet hvad der skete hurtigst muligt. Ellers er der en tendens til at der opstår rygter.
Enkelte gange har jeg selv og soldaterne været så udmattede at AAR udelukkende er blevet gennemført til punktet “Hvad var planen? & Hvad skete der?”. De gange har vi genoptaget AAR dagen efter. Den metode har jeg også anvendt i situationer hvor delingen fortsat har været indsat.

Under gennemførelsen af AAR har jeg oftest kunne få afklaret, om der har været behov for at gennemføre en egentlig defusing senere.

 

Defusing – under 24 timer efter hændelsen

Jeg startede defusing med at samle alle de personer, som havde været med på patrulje og forklare formålet med defusingen; at tale om vores reaktioner. Dernæst præsenterede jeg de facilitatorer udefra, som skulle forstå defusingen. Det var i praksis svært at finde uvildige. Mennesker, som ikke selv havde oplevet hændelsen og som helst stod uden for det militære bedømmelsessystem. Feltpræsten var ofte et godt bud. Det samme var lejrens læge. Ved sårede og dræbte var det som oftest ham, der tog sig af den gruppe af soldater, som havde været direkte involveret i behandlingen. Jeg ledte ofte også selv en gruppe. Når disse uvildige resourcepersoner slap op, måtte jeg trække på de andre officerer eller ældre befalingsmænd i enheden.

Forud for defusingen havde jeg arrangeret steder, hvor grupperne kunne sidde i fred. Særligt vigtigt i denne indledende fase var at få informeret alle om defusingen. Det var let nok at få informeret mine egne soldater; dem havde jeg kommandoen over. Udfordringen lå i ikke at glemme soldater fra andre enheder, som også måtte have været med ude.

 

Opdeling i grupper

Opdelingen i grupper skete efter hvad soldaterne havde oplevet. For at defusingen skal give mening, så skal de implicerede have ca. de samme oplevelser at snakke om. Jeg forsøgte at tage udgangepunkt i hændelsens kerne: Hvis vi fx havde sårede, så blev der formeret en gruppe om de soldater, der havde behandlet den sårede, en gruppe som havde en opgave under ildkampen og en gruppen som havde en anden. Der skal heller ikke være for mange soldater i en gruppe. Max 20 siger nogen; jeg har gode erfaringer med 10-12.

Opdelinge ud fra hvad soldaterne har oplevet kunne medføre til at primærgrupper blev opdelt. Jeg har oplevet at det kunne give anledning til uro. Soldaterne vil som udgangspunkt gerne defuses sammen med dem de normalt færdes med. Men hvis de ikke har samme oplevelser, er det måske ikke en god ide. Det må lederen vurdere fra gang til gang.

 

 

Defusing i tre faser

Jeg anvendte en model i tre faser

• Introduktion
• Udforskning
• Information

Introduktion

Under introduktionen skal facilitatoren bygge videre på den generelle intro. I det tilfælde at jeg havde givet den, ville jeg gentage formålet med defusingen. Desuden ville jeg spørge ind til deltagernes parathed og om de er ok med at skulle deltage i defusingen.

 

Udforskning

Her ville jeg starte med spørgsmålet “Hvad skete der?”. Selvom vi allerede måtte have klarlagt de overordnede rammer under et AAR, så giver det mening at sætte rammen for netop denne lille gruppes oplevelser. Jeg plejede at bygge en lille model af terænnet og med nogle små klodser, sten eller papir lade soldaterne vise hvor de var i forhold til deres kammerater.

Nøglen til succes i denne faser er at lytte og stille åbne spørgsmål. Jeg plejer at spørge om der er en, der har lyst til at starte med at fortælle. Dernæst arbejdes rundt så alle når at få sagt så meget som de selv orker.

Under udforskningen spørges også ind til soldaternes tanker og følelser. Det er helt ok at fortælle, at man har været bange, at man havde svært ved at håndtere frygten eller at man er vred. Reaktionerne kan være mange; fra glæde til sorg og skam. Ingen af følelserne er forkerte og ingen må negligeres.

For at undgå konflikt er det ønskeligt at den der gennemfører defusingen er en ekstern. Jeg har en enkelt gang oplevet at vreden var rettet mod mine beslutninger som fører. Hvis jeg skal være facilitator, må jeg kunne rumme det og undgå at reagere.
Omvendt har jeg et par gange også oplevet, at soldaterne var meget tilbageholdne med at fortælle om følelser. Der har jeg kunne få processen igang, ved først at fortælle om mine egne følelser.

 

Information

Den sidste fase hedder information. Den kunne også have heddet forsikring. Det handler om at skabe tryghed hos den enkelte. Tryghed i at hans/hendes reaktioner er normale under de givne omstændigheder. At det er ok fx. at føle glæde over at have skudt et andet menneske eller skyld over at det ikke var ens selv, som blev såret. Desuden præsentede jeg de normale stressreaktioner, der kunne forekomme. Soldaterne kender dem allerede fra tidligere undervisning, men de gentages alligevel.

Den vigtigste del af informationen handler efter min overbevsning om at give muligheder for at søge yderligere hjælp og til at tilskynde til at gøre det, hvis soldaten føler behov. Hvis soldaten ikke føler sig klar, så er den næste opgave næppe så vigtig, at han skal tvinges med ud.

I praksis er den hjælp, der er i missionen feltpræsten og/eller lægen. I perioder er psykologerne også til stede.

 

Hvem defuser lederen?

Så kan man med rette spørge sig selv hvem der mon defuser lederen? Hvor er lederens ventil til at få afløb for sine følelser? Jeg har haft svært ved at finde min. Jeg har ikke følt, at jeg har kunne deltage fuldt ud, når jeg samtidig har skulle gennemføre defusingerne for andre. Jeg har derfor altid haft et par forskellige mennesker uden for enheden, som jeg kunne lufte mine tanker med.

 

 

Begreber:

• After Action Review (også kaldet teknisk debriefing eller evaluering efter indsættelse). Formålet er at lære noget af den hændelse vi har været ude i
• Defusing. Formålet er at ventilere og normalisere reaktioner. Det sker ved at vi tale om hændelsen
• (Psykologisk) Debriefing. Skridtet videre end defusing. Yderligere samtaler med psykologer eller andet uddannet personle.