For at jeg som soldat skal kunne indgå i en samtale med en psykolog, har jeg et behov for at samtalen er og forbliver fortrolig. Jeg har behov for et rum, hvor jeg kan tale om både følelser og fantasier, uden at skulle stilles til regnskab for dem efterfølgende. De gange jeg har haft behov for en psykolog, har det risikofrie rum været afgørende, for at jeg har kunne fortælle åbent.

Torsdag den 9. februar blev tidligere militærpsykolog Merete Lindholm af Københavns byret ikendt dagbøder a 500 kr. i op til tre måneder eller indtil hun fortæller hvad en tidligere militær tolk har fortalt hende under et behandlingsforløb. Det har skabt debat om hvor langt tanvshedspligten rækker.

Merete Lindholm anser sagen som principiel.

“Jeg skal kunne se mig selv i øjnene, og det ville jeg ikke kunne, hvis jeg begyndte at tale.”

 

Psykolog Merete Lindholm i et interview til Politiken 9. februar 2012

På Facebook gav jeg hende min opbakning for at have det moralske mod til at gøre det rigtige; ikke at bryde sin tavshedspligt. Det parakdoksale i denne sag er nemlig, at tavshedspligten givetvis har været afgørende for at sagen overhoved kunne opstå. Hvis ikke psykologen havde haft tavshedspligt, så havde hun næppe fået den information, hun nu bliver pålagt at vidne om.

Jeg har ikke behov for at opfordre til civil ulydighed, men jeg har stor respekt for Merete Lindholms mod, og for at hun står ved sit ord. Så må hun også tage sin straf.

På Facebook førte bl.a. til oprettelsen af en støttegruppe for Merete Lindholm.

 

Hvad drejer sagen sig egentlig om?

Sagen mod Merete Lindholm tager udgangspunkt i en anden sag. En dansk militærtolk, skulle under en udsendelse til Afghanistan i 2002 have overværet danske styrker udlevere afghanske fanger til amerikanere, som efterfølgende skulle have udsat fangerne for tortur. Forsvarets auditørkorps, som undersøger sagen, vil have Merete Lindholm til at vidne om hvad der blev sagt under samtalerne mellem hende og tolken. Det nægter hun.

Det førte først til en dom i byretten, som påbød hende at bryde sin tavshedspligt. Den som stadfæstede landsretten i foråret 2011. Processbevillingsnævnet afviste at lade sagen prøve ved Højesteret under henvisning til at sagen ikke var principiel. 5. oktober meddelte Merete Lindholm retten, at hun trods dommen ikke havde til sinde at udtale sig.

Det er den udmelding, som Københavns byret 9. februar 2012 har takseret til dagbøder a 500 kr.

 

Vidnepligt eller ej

Både de juridiske slagsmål, som nu er afgjort og det moralske beskæftiger sig med hvor langt tavshedspligten rækker.
Der er et par personelgrupper, som i Danmark ikke har vidnepligt og kun efter en konkret vurdering og i særlig alvorlige sager kan blive pålagt vidnepligt: læger, præster og advokater. Men ikke psykologer. (Retsplejeloven § 170)

Psykologer er pålagt tavshedspligt i forhold til psykologiloven, men de kan stadig blive pålagt at vidne i retten. (Retsplejeloven § 169) Det er det, der er sket i Merete Lindholms sag.

 

Er tavshedspligten urkænkelig?

Hvis retten kan pålægge psykologen, at bryde sin tavshedspligt, hvad kan man så bruge den til? Tavshedspligten er altså ikke ukrænkelig – og har aldrig været det. Hvis man læser psykologernes eget etiske udgangspunkt, så bortfalder tavshedspligten i det øjeblik at forhold, der vil skade andre kommer til psykologens vished. Hvis en fx massemorder betror sig til psykologen, og denne ved at bryde sin tavshedspligt kan forhindre yderligere overgreb, så skal han gøre det.

Så uanset hvordan vi vender og drejer det, så er tavshedspligten ikke ukrænkelig, Men argumentet for at afvige fra tavshedspligten har indtil nu været sager, hvor psykologen kunne hindre et overgreb i fremtiden.

 

Hvor går grænsen

Dommen mod Merete Lindholm rykker nødvendigvis ved den opfattelse. Her skal vidneudsagnet ikke hindre noget i fremtiden, det skal afdække et forhold fra fortiden. Det er også det forhold Merete Lindholm baserer sit etiske standpunkt på.

“Tavhedspligten kan kun brydes, hvis det klienten fortæller, truer andre menneskers liv eller hans eget liv og velfærd. For eksempel hvis klienten taler om selvmord. Klienterne ved så også godt, at hvis de har til hensigt at slå nogen ihjel, så skal de i hvert fald ikke sige det til psykologen, for så bliver det sagt videre ud i verden.”

 

Psykolog Merete Lindholm i et interview til Politiken 9. februar 2012

 

Juridisk forpligtet men ikke moralsk

I et interview med Politiken fortækker Merete Lindholm selv at hendes standpunkt er moralsk. Hun har afgivet et løfte og det står hun ved. Det er at sætte dydsetikken over pligten.

At hun nægter at acceptere rettens afgørelse er civil ulydighed. Prisen for at følge sin personlige overbevisning frem for lovens bogstav er dagbøder a 500 kr.

 

Kan afgørelsen været forkert?

I sagen her er byret og landsret uafhængigt af hinanden kommet til samme afgørelse, og processbevillingsnævnet har afvist at lade sagen prøve ved Højesteret. Sagen er indbragt for menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg, men det har ikke opsættende virkning.

Ankepunktet er så om ikke psykologer burde sidestilles med læger, præster og advokater. Men det er en opgave for lovgiverne. Retten forholder sig alene til loven og sagens oplysninger.

Så selvom man måtte synes at dommen er forkert, så står den ved magt. Hvis Merete Lindholm fortsat nægter at udtale sig, så må hun også tage sin straf. Sådan må og skal retssamfundet fungere.

 

Tavshedspligten skal sikres ved politisk indgriben

Tilbage er der bare at håbe på at sagen og Merete Lindholms mostand kan få politikernes øjnene op for at retsplejeloven skal ændres, så også psykologer bliver fritaget for vidnepligt. I forbindelse med dommen i oktober udtrykte retsordførere på tværs af partierne forståelse for at loven burde ændres.

Hvad tænker du om sagen?