Søren, hvad sker der med dig, når du er i kamp?
– Jeg fik spørgsmålet ved et foredrag på Næsgaard efterskole.

De reaktioner man som soldat kan opleve i kamp, er kroppens reaktioner på stress. De er ofte tabubelagte. Jeg havde ikke begreb om omfanget, før jeg undersøgte det inden min udsendelse til Irak i 2007.

I psykologiens verden vil denne tilstand blive omtalt som akutte stressreaktinoer. Sådanne reaktioner er det ikke kun soldater i kamp, som ville kunne opleve. Ethvert menneske som udsættes for stressende oplevelser som fx færdselsuheld, brand eller lignende ville kunne få dem.

Reaktioner som kan opstå som følge af disse oplevelser fx PTSD, behandles ikke i artiklen her.

 

Mennesket er ikke designet til moderne krigsførelse

Den menneskelige organisme er designet til at mobilisere al sin kraf for at sætte os i stand til at slås med eller flygte fra den trussel, der er opstået. Det betyder at blod føres til de store muskelgrupper, pulsen stiger og kroppen kan skille sig af med al unødig ballast.

Det har givetvis været meget anvendeligt til at klare livet på savannen og truslen fra en sabeltiger, der er hoppet ud af busken på stien foran. På den moderne kampplads kan nogle af reaktionerne være direkte skadelige for soldaterne.

 

Hvad sker der med kroppen i kamp?

• 88% oplevede at nogle lyde forsvandt
• 17% oplevede at nogle lyde blev kraftigere
• 82% oplevede tunnelsyn
• 78% oplevede at kroppen kørte på autopilot
• 63% at tiden går i slow-motion
• 11% at de blev fysisk lammede
• 25% mistede kontrollen over blære- og tarmsystemet

Data fra undersøgelsen Deadly Force Ecnounters af Artwohl & Christian refereret i On Combat. Undersøgelsen baserede sig på amerikanske politifolk, som havde været i ildkamp.

Den eneste danske undersøgelse af forholdene er foretaget af Lars Møller og findes i hans bog “Vi slår i hjel og lever med det.”

 

Jeg får tunnelsyn og kroppen kører på autopilot

Jeg kan genkende nogle af reaktionerne fra mig selv. Jeg får næsten altid tunnelsyn. Jeg har vænnet mig til, at når jeg er under beskydning, så kan jeg lige så vel bruge min kikkert, som jeg kan med det blotte øje; mit breddesyn er alligevel forsvundet. Jeg skal orientere mod den, jeg vil tale med ellers opfatter jeg det ikke. Mit gevær kan jeg ikke høre skyde, jeg kan ikke høre fjendens projektiler, selvom jeg kan se opspringere lige ved side af mig. Mine gruppeføreres kommandoer kan jeg sagtens høre, selvom de er over 100 meter væk. Signalerne på radionen går også klart igennem.

Jeg har også gentagne gange oplevet at give kommandoer og handle uden at skulle tænke over det. Særligt i det øjeblik hvor der bliver åbnet ild. Det er instinkt. Det er frugten af mange timer gentagelser. Kroppen kører på autopilot.

Og så har jeg altid sørget for at gå på toilettet lige inden vi skal ud på patrulje.

 

Taktisk vejrtrækning – selvledelse i praksis

For at modvirke reaktionen og gendanne min evne til at tænke klart har jeg lært at kravle ned i dækning og tage en eller to dybe vejrtrækninger. Ved hver indhalering koncentrerer jeg mig om at trække vejret helt ned i lungerne. Ind gennem næsen og ud gennem munden. Når jeg har gjort er pulsen lavere, mit tunnelsyn er væk og  jeg kan tænke klart.

 

Slowmotion

Jeg har en video, som jeg nogle gange viser ude til mine foredrag. I den bliver en af mine soldater såret. Jeg husker episoden tydeligt. Jeg husker at skytten falder bagover, men at det hele foregår ekstremt langsomt. Jeg husker også, at det tog meget lang tid før han kom under behandling fra sygehjælperne. Måske op til et halvt minut.
På videoen kan  jeg se efterfølgende hvad der egentlig er sket. Hans makker ved siden af ham trækker ham ned i dækning i det sekund han bliver ramt. 8 sekunder senere er sygehjælperne oppe ved ham og tager ham under behandling.

At det skulle være langsomt var noget jeg havde forestillet mig i mit hoved.

 

Tilbage i rillen

Et par gange er en af mine soldater i kamp er gået i stå og frosset. Hver gang er det lykkedes at give dem et skub til at få nålen ud af rillen videre i teksten. Skubbet har været alt fra at gentage en ordre, et fysisk skub eller træk til ganske enkelt at gøre det, jeg vil have soldaten til at gøre. At skyde hvis jeg vil have soldaten til at skyde.

Det får soldaten tilbage i det program, som han allerede har overindlært. Som oftest har det været hans nærmeste kammerat eller gruppefører, som har fået ham videre. Vi har været opmærksomme på hinandens reaktioner og så i kamp. Vi er nemlig afhængige af hinanden.

 

Tal om reaktionerne

At have tabu kommer vi ingen veje med. Vi er mennesker og vil alle reagere på de indtryk, der vil være på kamppladsen. At tale om de mulige reaktioner, vil også fjerne nogle af soldaternes bekymringer. Vi ved at vi ikke står alene med at kroppen reagerer på indtrykkene – og samtidig kender vi til konkrete værktøjer til at håndtere vores frygt.

Særligt forud for udsendelsen til Afghanistan brugte jeg tid på at tale med mine soldater om de mulige fysiske reaktioner på akut stress. Jeg brugte megen energi på at forklare, at man ikke var en dårlig soldat fordi man frøs og ikke kunne reagere i kamp. Men jeg gjorde det samtidig klart, at vi alle sammen skulle yde vores yderste for hinanden når vi er i kamp. Velvidende at vi alle har et breaking point.

Det har jeg også selv.

 

Læs mere:

• Dave Grossman, On killing
• Dave Grossman, On Combat
• Lars Møller, Vi slår ihjel og lever med det