Med støvlerne på

»Fuck! Fuck! Fuck! Det er kraftedeme løgn!«
Hvis vi skulle have kørt tilbage, var det herfra. Nu skal vi efterlade endnu en bil. »Skal vi forsøge at trække ham op?« spørger Villads over radioen.
»Vent.«
»6-5, her er 2-5,« kalder jeg, på eskadronens radionet.
»6-5,« svarer min chef Wilhelm.
»7-9 har sat sig fast. Vi skal helt ind på pladsen direkte, og jeg skal have 3. deling og jer lige i røven af mig. Vi kan godt komme derind. Alternativt skal vi efterlade 7-9’s Piranha. Fremad eller bagud?« spørger jeg.
»Fremad,« lyder det prompte.
Jeg stikker hovedet ned i bilen og klikker min radio over på delingens eget radionet.
»7-9 sidder fast. Vi har en mulighed, det er hurtigst muligt at komme ind på pladsen, etablere en skærm og så må de andre trække ham fri. Det betyder 200 meter helt under egen støtte. Inde på pladsen bliver det 2 forrest, 3 bagved højre og mig bagved venstre. I har ilden fri, så snart I er 50 meter fra pladsen. Klarmeldinger?«
»2 klar.«
»3 klar.«
»Fremad!«
Sekundet efter at jeg har sluppet tasten på min telehjelm, giver 2. gruppes Piranha et brøl fra sig og sætter i voldsom fart ind mod pladsen. Min Piranha kommer efter og 3. gruppe er efter mig.
»DUNG-DUNG-DUNG-DUNG« lyder det fra maskingeværet på den forreste Piranha. »Kampføling,« melder Niels over radioen. Jeg sender videre til min chef:
»Her er Romeo 2-5, kampføling, kampføling, vent slut.«

»Pling-pling-pling.« Projektilerne står om ørerne på mig, da en skytte oppe til venstre i et tårn tager min bil under ild. AK’ens projektiler rammer på bilens panser foran mig. En af soldaterne på bilen foran opdager, hvad der sker. Han retter sin karabin op mod tårnet og lægger en velrettet ild mod skytten. Jeg dukker mig ned i bilen, og dirigerer Vibys tunge maskingevær over mod tårnet.
»Viby, Klokken 9, 100, i toppen af markant højt tårn,« siger jeg over intercommen.
»Har det,« kvitterer Viby »jeg kan se opspringere i toppen.«
»Skyd – skyd,« beordrer jeg.
»DUNG-DUNG-DUNG-DUNG« – de tunge 12,7 mm projektiler hamrer igennem tårnet og direkte op i militsmandens stilling. Få sekunder senere ligner tårnet en hullet ost.

De næste sekunder forsøger jeg at observere via mit periskop og få et overblik. »Det er latterligt,« tænker jeg. Jeg kan intet se i det. Jeg har aldrig brugt det før. Hvis mine soldater kan slås med fjenden, så kan jeg også. Jeg slipper periskopet og stiller mig op i lugen igen. Derefter tager jeg kikkerten op for at finde flere mål til Viby.
Min bil dækker til venstre i forhold til angrebsretningen. Tårnet er den eneste bygning, som vi kan se klart. Vi har 60 meter åben plads foran os, hvorefter en grøn bevoksning rejser sig som en mur. En blanding af palmer og siv. Fjenden har gode muligheder for at komme tæt på os her. Ud fra pladsen løber der en enkelt vej mod øst ind mod selve Al Harta. I bunden af den kan vi se mennesker flygte over vejen og væk fra området. Der var den vej, 1. deling ville have været ind af for at hente delingen i huset. Endnu en vej løber mod syd. Den dækker Niels og hans drenge fra deres vogn. Resten af pladsen er omringet af træer, siv og et par enkelte lave huse. Intet sted står Piranhaerne mere end 100 meter fra dette lukkede terræn, hvor Mahdi-militsen har muligheder for at ligge klar med en RPG eller en vejsidebombe mere. Vi er kommet hurtigt ind på pladsen. 3. deling kommer frem lige efter os. De deltager på samme måde i ildkampen fra køretøjerne.

Vores plan virker. Der er hverken vejsidebomber eller militsfolk med RPG’er klar til at nedkæmpe os. Der er militsfolk bevæbnet med håndvåben, som efter alt at dømme har ventet at skulle slås med soldater til fods. Selve pladsen er helt tom, men rundt om pladsen myldrer det af militsfolk med geværer. Op mod et halvt hundrede, vurderer man senere. I gyderne løber kvinder og børn forfærdede over gaden, hver gang der er den mindste pause i ildkampen. Militsen forsøger efter noget tid at få en RPG i stilling. Heldigvis er en af vores maskingeværskytter hurtig på aftrækkeren og nedkæmper ham, inden han får taget sigte og afskudt sin raket.

Lige fremme ser jeg et glimt og så et mere. Det kommer inde bag fra sivene.
»Der er han sgu,« tænker jeg.
Jeg tager sigte, klemmer aftrækkeren og sætter 5 skud lavt over i sivene. En skygge falder. Der kommer ikke flere glimt. (…)